Tina Christiansen
Koncertorganist
Thure Lindhardt & Tina Christiansen
I 2024 opstod et nyt tværkunstnerisk samarbejde mellem skuespiller Thure Lindhardt og organist Tina Christiansen. Sammen præsenterer de flere forskellige koncertforestillinger, hvor ord og musik går op i en højere enhed og supplerer og forstærker hinanden på bedste vis.
Jobs Bog
Denne koncertforestilling er baseret på Jobs Bog fra Det Gamle Testamente, hvor hovedpersonen er den retskafne og gudfrygtige mand, Job, hvis loyalitet over for Gud sættes på prøve, da han mister alt. Thure Lindhardt fortolker den stærke, dramatiske tekst, og Tina Christiansen spiller det store cykliske værk over Jobs Bog af den tjekkiske komponist Petr Eben.
Udtalelse efter koncert i Sct. Mortens Kirke, Randers:
"Det var en stor og medrivende oplevelse da skuespiller Thure Lindhardt og organist Tina Christiansen fortolkede Jobs Bog i Sct. Mortens Kirke i Randers. Dels gennem de originale tekster fra Bibelen, dels gennem det store cykliske orgelværk over Jobs Bog af den tjekkiske komponist Petr Eben (1929-2007).
Hovedpersonen er den retskafne og gudfrygtige mand, Job, hvis loyalitet over for Gud sættes på prøve, da han mister alt.
De to kunstneres fortolkning var intensiv og fængslende i sjælden grad.
Thure Lindhardt fastholdt sit publikum både i de store energiske udladninger og i den helt tyste – nærmest hviskende gråd. Her fyldtes det store kirkerum af en intensitet jeg sjældent har oplevet.
Der var opstillet storskærm i kirken, så man kunne se Tina Christiansen mens hun fornemt og overbevisende spillede Ebens kontrastfyldte og indimellem voldsomme musik.
En stor, stor oplevelse!"
Christian Præstholm, organist ved Sct. Mortens Kirke, Randers, september 2024
Jeg saa engang et Billede af det Evige
I denne forestilling beskriver Thure Lindhardt på levende vis Danmarks store digterpræst N. F. S. Grundtvigs liv og virke, og hvad han har betydet for det samfund, vi har i dag. Grundtvig er en ener i dansk historie, og hans kamp for oplysning, højskoler, Gud og Nordens mytologi er enestående. Hans tanker rækker langt ud over Danmarks grænser og er stadig i dag en af årsagerne til, at vores frisind og samfund er beundret i store dele af verden.
Thure Lindhardt guider publikum gennem Grundtvig – via fortællinger om hans liv, hans inspiration, hans kvinder, hans helte og ikke mindst gennem hans egne ord. Grundtvigs salmer, digte og dagbøger fortolkes og krydres med betragtninger om Grundtvigs ord og ånd.
Forestillingen ledsages af Tina Christiansens indslag på orgel og/eller klaver over Grundtvigs elskede og udødelige salmer, som vi alle kender den dag i dag.
Udtalelse efter forestilling på Nyborg Gymnasium:
”DEN MUNTRE ALVOR!
Det har Grundtvig kaldt selve livet, og i dag var Den Gamle kæmpe temaet til dejligt opstarts-arrangement for alle ansatte på Nyborg Gymnasium. Fantastiske Thure Lindhardt kom forbi og lavede en virtuos tour de force gennem Grundtvigs liv og virke, og ikke mindst hvad han har betydet for det samfund vi har i dag.
Thure er en fuldstændig fantastisk formidler og hans fortolkning af Grundtvigs salmer, digte, dagbøger blev krydret med ufatteligt smukt klaverspil fra Tina Christiansen. Der var smukke ord og en ånd, som Den Gamle ville have været glad for. Der var lydhøre hjerter og livets muntre alvor hele vejen.
TAK, Thure og Tina!"
Henrik Vestergaard Stokholm, tidligere rektor på Nyborg Gymnasium, august 2024
Kalender:
23. november 2025, Klosterkirken Horsens (Jobs Bog)
30. oktober 2025, Sankt Johannes Kirke, Aarhus (Jobs Bog)
20. oktober 2025, Rolfsted Kirke (Grundtvig)
16. juli 2025, Sorø Klosterkirke, Sorø Internationale Musikfestival (Jobs Bog)
16. marts 2025, Sankt Nikolaj Kirke, Kolding (Jobs Bog)
1. oktober 2024, Odense Friskole (Grundtvig)
30. september 2024, Kunst- og Kulturhøjskolen Vejle (Grundtvig)
18. september 2024, Ansgars Kirke, Odense (Jobs Bog)
11. september 2024, Sct. Mortens Kirke, Randers (Jobs Bog)
9. august 2024, Nyborg Gymnasium (Grundtvig)
11. november 2023, Ansgars Kirke, Odense (Grundtvig)
Thure Lindhardt er en af vor tids fremmeste skuespillere, som har spillet et hav af roller på såvel teater som i film og TV. Han er internationalt kendt for sine roller i film som Nordkraft, Flammen & Citronen, Blå mænd, Engle og Dæmoner og 3096 dage.
Thure Lindhardt er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater, og han er gennem årene blevet hædret med adskillige priser, bl.a. Reumerts Talentpris, Hartmann-Fondens Diplompris og Teaterpokalen.
Tina Christiansen © 2010-2024